Når du først har besluttet at det dit nye hjem skal være Dubai, så er der jo pludselig en masse spørgsmål der melder sig. Et er hvor man vil slå sig ned – men et andet er også hvad der egentlig skal til for at man kan pakke sit habengut og tage afsted, og er der egentlig nogle ekstraordinære udgifter som man ikke havde regnet med?
Vi har ikke selv mærket det på egen krop endnu, men det betyder ikke at man ikke kan suge på andres erfaring. Det er resulteret i følgende indlæg hvor vi tager et kig på de største faldgruber, både i forbindelse med håndteringen af ejendomsmæglere, men også hvad loven siger generelt, og hvad der løber på af udgifter som du måske ikke lige havde regnet med i budgettet.
Hvad siger loven
Når du lejer et hus eller en lejlighed i Dubai så løber kontrakterne af et år ad gangen, hvilket er noget længere end vi er vant til fra Danmark af. Der er en lov som gør at udlejer skal tilbyde dig samme lejekontrakt til fornyelse ved afslutningen af din igangværende lejeperiode, men desværre kan dette omgåes ved at angive andet i selve lejekontrakten – så sørg for guds skyld at læse den grundigt igennem først!
Vil du slå dig ned og finde en fast lejlighed, så kræver det at du har et residence visa, og for at få et residence visa skal du have et arbejde, og for at få et arbejde må man sige at det er nemmest hvis man også har et sted at bo! Og så er der selvfølgelig også lige det med at kunne lægge betalingen for lejligheden som for det meste skal lægges på en til fire foruddaterede checks – sådan nogle kan du heller ikke få hvis du ikke har åbnet en bankkonto – som igen kræver et residence visa. Så det er er lidt en ond cirkel.
Heldigvis er det sådan at du kan få en erklæring fra den arbejdsgiver du (forhåbentlig?) har fundet, som siger at arbejdet med dit visa er påbegyndt. Her skal du dog være opmærksom på at hvis du betaler for lejligheden, og dit visa af en eller anden grund ikke bliver oprettet; så er det farvel til et helt års husleje.
Hvis dig og udlejer indgår en aftale om huslejen i fire rater er det vigtigt at du sørger for at der er dækning for checksne. Hvis en check bouncer i Dubai, altså der ikke er dækning for den, kan du komme i store vanskeligheder, og det kan ende med fængsel. Heldigvis er der ved at blive løsnet lidt op for de regler; selvfølgelig skal man betale hvad man skylder, men sanktionerne bliver forhåbenligt bedre end at skulle ind at ruske tremmer med det samme.
Når du udskriver checksne, så sørg for at de bliver udskrevet til den registrerede ejer af lejligheden. Den eneste måde at se det på er ved at se skødet eller en salgskontrakt på lejligheden – begge disse er gyldigt bevis på ejerskab. Du kan naturligvis også rette betalingen til en anden såfremt der forelægger en fuldmagt; men sørg nu for at få checket den. Normalt er de i arabisk, men dateret og den bør have stempler fra retten samt nogle klistermærker påsat. Hvis det er en fotokopi og du synes der er noget lusket ved det, så bed om at se originalen.
Normalt finder du at der er en opsigelsesbuffer ved udløbet af din kontrakt hvor du skal fortælle din udlejer hvis du ikke ønsker at fortsætte lejemålet. Hvis du ikke gør det, så er du juridisk bundet til at fortsætte på samme vilkår. Det er rimelig vigtigt at huske, hvis du ikke vil ende med to huslejer i et helt år, hvis du allerede har lejet et nyt sted!
Udlejere i Dubai
Desværre kan man ikke bare trykke på en knap, og så leje en lejlighed. Hvis du kigger på dubizzle.com finder du hurtigt ud af at mange af de udlejede boliger har de samme billeder. Det er der som oftes to årsager til.
Enten er ejendomsmægleren simpelthen bare doven og tager et billeder han har liggende fra tidligere lejligheder i samme bygning – eller også er det fordi at samme lejlighed er listet begge steder. Lovmæssigt er der ikke noget forgjort i begge dele – det ene er dårlig stil; men det andet er standard.
Standarden for udlejere og deres mæglere er væsenligt højere i Danmark end den er i Dubai. Hernede finder man en stor blanding af nationaliteter, og folks arbejdsmoral, etik og standarder er så forskellige som deres hjemland. Mange ejendomsmægleren er ikke gode til at svare på e-mails eller sms-beskeder – og det er desværre helt normalt. Udfordringen er at finde en du kan tale med, og du stoler på. Naturligvis er alle ude på at lave penge, men nogen ligger mere ære i deres arbejde end andre.
Der er utallige eksempler på at ejendomsmæglere glemmer deres aftaler, så du ender med at stå foran en låst dør – eller endnu værre, går ind og møder de nye lejere der allerede er flyttet ind. Det bedste du kan gøre er at aftale en fremvisning dagen før, eller på dagen – og så ringe og bekræfte den en time før i har aftalt at mødes. Bed om navnet på den du skal mødes med, og hvor i skal mødes. Se om du kan få ud af ejendomsmægleren hvilken lejlighed eller hus du skal ud at se på, og før en lille liste så du ikke ender med at bruge tid på at se den samme lejlighed to gange – hvilket ofte kan være problemet når flere ejendomsmægleren udlejer de samme lejligheder.
Når du finder den rigtige lejlighed, så lad være med at forsøge at forhandle med andre ejendomsmæglere end den der har vist dig den. Håbet kunne være at du kunne få den til en bedre pris – men problemet er at udlejeren så tror at der er flere interesserede, og så går prisen som oftest den forkerte vej.
Det er ejendomsmægleren der er ansvarlig for al papirarbejdet. Før du betaler en krone skal du bede om at se skøde eller salgskontrakter, og samtidig skal du sikre dig at ejendomsmægleren er registreret hos RERA, da det er ulovligt at indgå en aftale med en uautoriseret ‘freelance-mægler’.
Hvis du når helt frem til at det er blevet tid til at få underskrevet de endelige papirer, så se om du kan mødes med dem hos selskabet du lejer igennem. Husk også at du aldrig må sætte ejendomsmægleren eller dennes selskab på som modtager til betalingen – medmindre de har en fuldmagt til at håntere det, naturligvis. Hvis man understreger at man har fuldmagt, er det en god ide lige at kontrollere ægtheden af denne.
De faste udgifter
Alle boliger i Dubai skal være tilsluttet DEWA som står for Dubai Electricity and Water Authority. Det er ikke som i Danmark hvor du har frit elvalg – her er der et firma, en pris – og sådan er det. Udover dit egentlige forbrug på el og vand, bliver du også bedt om at betale det som der i Dubai hedder en ‘housing fee’.
På godt gammeldags dansk er det ikke andet end en beskatning – og den skal ligge på 5% af din årlige husleje. Den betales månedligt – enten online, på benzinstationer eller andre steder ude i byen. Hvis du betaler 250.000 AED/år, skal du af med godt kr. 1.635,-/md. til DEWA udover dit det du forbruger af el og vand.
Afhængig af hvor du bor, kan der også være en betaling til det centraliserede AC der er i området. Det vil du opleve hvis du bor på ‘The Palm eller i Marinaen – og også nogle af bygninger i Downtown Dubai har denne form for centralt styret AC. Inden du skriver under på lejekontrakten bør du undersøge om du er med i sådan en ordning, og i så fald hvad den koster. Det kan godt snyde lidt og en billig lejlighed er pludselig ikke så attraktiv alligevel. Du kan godt ende med at skulle betale kr. 1.150,-/md. for din aircondition i en etværelses – men det er så også i den høje ende.
Du kan ikke selv vælge hvem du vil have som udbyder på TV, internet og fastnet; det afhænger af hvor du vælger at slå dig ned. I Dubai findes der to udbydere – enten ‘Du’ eller ‘Etisalat’, og det gør hverken fra eller til da begge selskaber ejes af staten – og begge nærmest er lige dyre. Det for WAOO og TDC til at ligne røverkøb!
Tager du Etisalat’s største pakke med 300mbit/30mbit internet, tv og fastnet – så skal du i skrivende stund slippe godt kr. 4.700,-/md. Den billigste pakke koster godt kr. 530,-/md. og giver dig en 8mbit/1mbit internet, en basic tv-pakke og fastnet. De to selskaber har mange wifi-spots fordelt rundt omkring i byen – enten ved metroen eller supermarkederne – og begge abonnementer hos Etisalat dækker op til 16 timers brug af disse om måneden – det er nu ikke et dårligt tillæg.
Der er ikke nogen fast leverandør på gas, og det varierer fra bygning til bygning. De fleste har bare en stak gasflasker sluttet til, men der er også andre der har en lidt mere organiseret leverence. Et godt tip er lige at checke om ejendomsmægleren ved hvordan forholdende er omkring det så du ikke pludselig bliver overrasket.
Der er altid mange ting at holde øje med når man kaster sig ud i et andet land, men man må sige at Dubai ikke er det værste sted man kunne forsøge at finde sig et godt sted at bo. Artiklen her burde ikke tage pusten fra nogen; men mere skabe et realistisk billede af hvad man har i vente når man kaster sig ud i eventyret.
God fornøjelse med lejlighed- eller hussøgningen!