Mads & Monopolet i Dubai

Mads & Monopolet - Live fra Dubai
Det er ingen hemmelighed at vi glæder os enormt til at flytte til Dubai. Derfor griber vi alle chancer vi får for at bruge lidt tid hernede indtil flyttedagen indtræffer. Vi var så heldige at der lige var to ugers ferie der skulle bruges inden vi ramte maj måned; og destinationen, ja – den kendte vi jo nærmest på forhånd!

Ved lidt tilfældigheder opdagede vi at Mads & Monopolet, som vi begge er kæmpe fan af, ville sende fra Dubai i løbet af april måned – og derfor fik vi flettet vores ferie rundt om deres sendedato så vi kunne se hvad de havde at byde på. Det kunne være lidt af en oplevelse, specielt fordi det var første gang at Mads og hans team af selvudnævnte eksperter begav sig udenfor Danmark at sende.

Flere shows

Efter lidt research kunne vi se at man kunne købe billetter til Mads & Monopolet-showet igennem ‘Danish Business Women in Dubai‘ og jeg skyndte mig at skrive til dem for at se om der var et par billetter ledige. Det var der heldigvis, og vi skønte os at betale for dem (kr. 450,-/stk.).

Efter at have modtaget første nyhedsbrev der beskrev lidt om hvad det gik ud på, kunne vi se at vi faktisk havde købt billetter til et ‘privat’-show og ikke live-showet. Det ærgede os en smule da vi også gerne ville have set det live – men det kunne jo ikke nytte noget.

Heldigvis slog P3 et opslag op på deres hjemmeside hvor man kunne skrive og få nogle billetter til liveshowet – og det gjorde vi få minutter efter opslaget kom op – og der var bid! Dagen efter tikkede der en e-mail ind med en bekræftelse på pladser til live-showet!

Specialshowet

Igår aftes tog vi en taxa fra den lejlighed vi har lejet i Index Tower, og ned til JW Marriott Marquis. Her var der åbent for VIP-indgangen, og med rød løber og det hele kunne man begive sig ind i de flotte lokaler. Vi var lige rundt at snuse lidt på hotellet da vi var i god tid, og det var enormt flot. Nogenlunde samme standard som Shangri-La-hotellet vi tidligere havde boet på i Dubai.

Der var både fotovæg i bedste kendis-stil, velkomstdrinks med og uden alkohol – så alle kunne være med. På trods af at vi er helt nye i selskabet blandt danskere i Dubai, stødte vi alligevel på et kendt ansigt. Vores ejendomsmægler som tidligere har hjulpet os med lidt fremvisninger  var mødt op – og vi fik os en lille sludder. Efter lidt tid og et par tomme glas, blev der åbnet ind til showet hvor vi fik et par super pladser!

Mads & Monopolet - Show

Efter en lidt lang intro med tak til Gud og hver mand, sponsorer og deres børnebørn, gik Mads Steffensen på. Han åbnede op med lidt kvikke bemærkninger, trak nogle gamle dilemmaer frem – og allerede her vidste man det blev et brag af et show.

Ind kom resten af monopolets deltagere – Emil Thorup, Annette Heick, Søren Rasted (Ham fra Aqua!) og Mads Christensen. Det var en anelse mere afslappet end en normal monopoludsendelse – nok fordi der ‘kun’ sad en 250 tilskuere og lyttede med, mod de 700-900.000 der lytter med tidligt lørdag morgen.

Showet var fantastisk og der kom nogle sjove sandheder på bordet. Der blev taget lidt gamle dilemmaer frem som man egentlig forlængst havde glemt – men der blev fulgt op, og det var sjovt at se hvad der egentlig var sket i de forskellige historier.

Hele showet sluttede med lidt Hej Matematik-sang og guitar fra Søren Rasted, og Annette Heick sang ballet af med ‘Du skælder mig hele tiden ud’ af Tommy Seebach i en lidt improviseret guitar-version der mildest talt ikke gik så godt – men alle grinede og havde det skægt; man vidste nærmest godt at det ville gå galt.

Afterparty

Da værterne havde takket af og vores hænder var møre af at klappe, begav vi os op på  5. sal hvor der var åbnet for baren, der var lidt mad og snacks – og lidt musik at danse til. Nu er vi ikke de store party-mennesker, men vi skulle da i det mindste lige op at se hvad det var for noget. Nu havde vi jo også betalt!

Mad og snacks-oplevelsen var fin – men ventetiden ved baren var desværre pinlig lang. Så lang at vi til sidst droppede at få noget at drikke; men nok primært fordi drinks-kortet kun bød på alkohol i forskellige afarter – samt sodavand. Det er ellers en af de ting vi elsker ved Dubai – og det er deres kæmpe udvalg af mocktails! Ingen af os drikker alkohol – så at stå i kø for en cola i 15-20 minutter; arh – de kunne godt bruges anderledes.

Vi tog et smut ud på terassen for at nyde udsigten – men hotellet ligger ikke særlig godt i den forbindelse. Vi kunne se over på nogle bygninger som endnu ikke var færdige, der var et stykke vej som endte i en uvending – og skyggen af lidt ubelyst vand kunne man også fornemme. Så med alt for mange mennesker på terassen, var det nu ikke voldsomt imponerende.

Eftersom vi skulle op til live-show dagen efter, var det en fin undskyldning for at baile tidligt, og vi futtede hjem i en taxa. Det var en rigtig hyggelig aften vi ikke vil have været foruden; og tror nu også nok at folk har kamp-hygget sig – det var bare ikke lige helt i vores ånd. Hvem ved – det kommer nok også når man får sig et større netværk hernede. Men sørg for at få de mocktails på menuen, selvom den er henvendt til små-berusede danskere!

Liveshowet

Nu kom det vi havde glædet os allermest til; live-show med Mads & Monopolet på Det Danske Generalkonsulat. Inden afgang havde vi allieret os med et kort over området omkring hvor eventet skulle holdes. Det er altid en udfordring med adresser hernede, for taxachaufførene kører mere efter landemærker end egentlig vejnavne. Heldigvis fandt vi en chauffør som var til at tale med.

Vi tog først retningen mod ‘Emirates International School’, og så kunne vi pejle os frem til at vi skulle følge vejen, og ned ad en sidegade – så var vi fremme. Vi kom i (lidt for) god tid, eftersom vi ikke helt vidste hvordan vi skulle få forklaret os derhenad – og det kan være lidt tricky at få en taxa her i området hvor vi pt. har lejet os ind- så vi måtte lige stå at vente lidt. Hurtigt blev vi dog krydset af på listen over velkomne gæster, og vi kravlede ind og fandt os en god plads med et godt kig til værterne.

Eftersom vi kom i lidt god tid, kom Mads Steffensen hen og hilste på os og vi stod og talte lidt. Vi præsenterede os, hvorefter han kiggede og sagde; “Det var da jer der sendte en e-mail vedrørende billetter til live-showet, ikke?” – og jo, det var det da! Så det må siges at være et godt bevis på at det er rigtigt når der bliver sagt at alle e-mails til monopolet bliver læst; tilsyneladende af Mads selv – det var lidt skægt!

Der var vand, øl, sodvand og chips i flere varianter ad libitum – hvilket også var nødvendigt i den hede! Vi var ‘advaret’ på forhånd om at arrangementet blev holdt udendørs, men at det ville være overdækket og der ville blive opsat udendørs aircondition – og dresscoat skulle være let og afslappende – så vi kunne godt lure det ville blive varmt!

1 af 10 udendørs airconditioners på overarbejdeOg det var skam rigtig nok! Det er svært at vurdere hvor varmt der egentlig var – men værterne var oppe at tale om 40 grader. Selvom solen ude i det fri lå på 36 grader da det var højest, gav overdækningen en træls, og måske også utilsigtet, drivhuseffekt – på trods af alle airconditions blæste løs på fulde hammer.

Heldigvis var der gode strække-ben pauser, og vi kunne løbe hen til en blæser i ny og næ for at blive kølet ned. Der stod 10 store udendørs airconditions rundt om os – og alle var vidst på overarbejde.

De tre timer i selskab med Mads & Monopolet strøj forbi. Havde det ikke været på grund af varmen, kunne man godt lige have taget tre timer mere – men alle var simpelthen kogt helt ned til sandalerne. Der var de sædvanlige dilemmaer fra Danmark, men der var også to modige sjæle der greb mikrofonen og fortalte lidt om de dilemmaer man oplever hernede.

Der var eksempelvis en kvinde hvis lyshårede børn var meget populære blandt andre tilvandrer – og folk ville meget gerne have taget billeder sammen med dem – hvor går grænsen? Så var der familien der var træt af at have familie og venner på ferie 5 måneder om året – for de skulle også have en hverdag der skulle hænge sammen. Til sidst var der en tragikomisk historie om en kvinde, hvis muslimske kunde havde spurgt hende om hun ikke ville forklare lidt om sex-agten – eftersom hun snart skulle giftes og intet vidste.

Alle problemerne blev godt belyst af monopolet – og svarene gik fra de seriøse til dem der resulterede i latterkrampe. Sidstnævnte dilemma blev for eksempelvis løst da Annette Heick tilfældigvis havde en indskannet version ‘Elle-belle-bolle bogen’ liggende på hendes telefon som hun kunne sende videre. Genialt!

Efterdyndingerne

Showet i sin forstand var rigtig underholdende, men har der siddet nogle derhjemme og haft et lidt anstrengt forhold til de folk der dropper den danske model for at flytte til Dubai og undlade at betale skatter ud af begge ører – så har et program som dette ihvertfald ikke gjort det bedre. Programmet fik det til at lyde som om at alle danskere i Dubai har røven fuld af penge; og hvor der i mange tilfælde er noget om snakken – så er det ikke sandt for alle.

Det er muligt at have helt almindelige jobs her og have et liv som man i princippet har derhjemme. Her er intet sikkerhedsnet, tilgengæld er der penge til at du kan købe en forsikring der sørger for at de største udgifter ikke rammer der. Det er vigtigt at folk husker på at bare fordi du bor i Dubai, så er gaderne ikke belagt med guld – i al fald ikke i din egen indkørsel.

Forskellen er så nok at de folk der vælger at flytte til Dubai har et væsenlig større drive end dem der blev født i Sønder Nærå, opvokset, gået på skole – og stadig arbejder ved den lokale købmand. Det er ikke den type mennesker som vælger at bruge alle de resourcer det nu kræver – specielt personligt – når du rykker til et andet land.

Hertil kommer at de personer der nu vælger at flytte, er personer som sjældent har noget imod at arbejde 50-60 timer om ugen; og problemet i Danmark er at her bliver du straffet for det. Når skatten er højere på den sidste krone end den første – ja, så er der ikke noget at sige til at man bliver et land der flyder over af middelmådighed. Det er bl.a. derfor der er mange der pakker kufferten og starter karrieren et sted hvor der er plads til at gi’ lidt mere af sig selv – og få lidt mere igen.

Licenssnakken

Efter Mads & Monopolet offentliggjorde på deres facebook at de skulle sende fra Dubai, har der været rigtig mange kommentarer om licenspenge. Det har vakt harme i folk over at deres penge skal gå til at fem personer, som nok ikke er dem der sidder økonomisk hårdest i det, skal flyve frem og tilbage til Dubai på business class. Dertil hjælper det nok ikke at de kom et par dage før, og også har noget tid efter udsendelsen med lidt oplevelser. De har været på bar, de skal på ørkentur – og bor sågar på verdens højeste hotel!

Skal den almindelige dansker have ondt i røven over det? Svaret er simpelt: “Nej”

Husk på at der var godt 250 personer (+/-) til showet om fredagen. De har hver især betalt kr. 450,- for deres billet – så der er allerede over kr. 100.000,- i billetindtægter. Hertil er der en stak store sponsornavne som f.eks. Monili som har været hovedsponsor på projektet, BoConcept som en af de andre største sponsore – og med navne som COWI, Arla, Grundfos og Novasol i ryggen tvivler jeg stærkt på at DR har brugt så meget som en øre ud over det sædvanlige på det her besøg.

Så istedet for at være en mavesur jantelovsindsølet dansker, så mærk glæden ved at der er en gruppe mennesker fra samme land, der har fået en helt fantastisk oplevelse – og så samtidig med at der er blevet produceret et program som er lidt ud over det sædvanlige.

Tak for oplevelsen

Tusinde tak til Mads & Monopolet, men naturligvis også alle dem der har stablet dette arrangement på benene. Det kunne være rigtig skægt at komme til at hjælpe med sådan nogle initiativer i fremtiden – for det er med til at skabe gode kontakter og gode forhold for danskeren i Dubai. Vi fik talt løst og fast med nogle nye mennesker, og det er sådan nogle arrangementer som skaber et godt og sundt community. Så tak!

 

skrevet den by admin i Turist og eventyr

Tilføj en kommentar